Kunst i vaskemaskinen: Københavnske eksperimenter i hjemlighed

Tekst av Jacob Stubbe Østergaard

Hjemme hos Morten og Johan har ti danske kunsthåndværkere hængt vores værkbegreper til tørre.

Anne Tophøj, oPHøj. Foto: Benita Marcussen.

Anne Tophøj, oPHøj. Foto: Benita Marcussen.

Jeg er lidt nervøs, da jeg bevæger mig ind ad gadedøren. Er det mon her? Og må jeg bare gå ind uden videre? Jeg lukker døren bag mig. Gadens lyde forstummer. Jeg kaster et undersøgende blik op ad trappen. Der ligger små spejle på nogle af trappetrinnene. De første tegn på, at noget her rækker ud over den sædvanlige virkelighed. Lidt længere oppe ligger der en folder. «Hjemlighed», står der på den. Så er det det rigtige sted.

Døren står åben. Jeg stikker forsigtigt hovedet indenfor og ser mig omkring med en spørgende mine. Så kommer der en venlig ung mand hen og siger goddag. Morten, hedder han. Det er ham, der bor her. Jeg behøver ikke tage skoene af, siger han, men jeg gør det alligevel. Derpå træder jeg ind i en smuk og lys Københavner-lejlighed i tre etager. Her bor arkitekten Johan og tegneren Morten. Men netop nu er deres hjem fortryllet. Det er blevet indtaget af ti forskellige kunstnere, som nu bebor Morten og Johans lejlighed med hver deres værk. Tilsammen er dette en åben udstilling med titlen Hjemlighed.

Det er mere som at være i et fortryllet hus, hvor der er vokset kunstværker ud af gulve og vægge og lofter.

Alligevel føles det meget mere som at komme på besøg hos nogen end som at være til udstilling: Nødvendigheden af at hilse pænt og tage skoene af. Den måde, jeg kigger mig omkring i rummene. Og den overflødighed af indtryk, der rammer mig: reoler, bøger, sofaer, tøj, potteplanter, køleskabsmagneter. Sådan et væld af vidnesbyrd om levet liv, at helheden rækker længere end øjet kan overskue. Det føles omsluttende og varmt. Stemningen ligger milevidt fra et galleris nøgne vægge eller et museums store haller, hvor ens fodtrin giver ekko. Det er mere som at være i et fortryllet hus, hvor der er vokset kunstværker ud af gulve og vægge og lofter.

Anne Dorthe Vester og Maria Bruun, Base. Med i udstillingen: Tæppe: nej. Bænk: ja. Bord: nej. Foto: Benita Marcussen.

Anne Dorthe Vester og Maria Bruun, Base. Med i udstillingen: Tæppe: nej. Bænk: ja. Bord: nej. Foto: Benita Marcussen.

Jeg bevæger mig rundt i den fortryllede lejlighed. Først sætter jeg mig ind i et lille rum med en sofa. Foran og bagved sofaen står seks enorme og kulsorte urner af den slags, man kunne se for sig i en eventyrhave af den mere dunkle slags. Alice i Eventyrland by night. Foran reolen med husets brogede samling af slidte VHS-bånd er urnerne malplacerede i sådan en grad, at man ikke kan lade være at trække på smilebåndet.

Lige så meget som urnerne tordner: «Se på os!», er der andre af kunstværkerne, man knapt kan høre hviske. – Det kunne egentlig godt være mine lamper, siger Morten om de lamper, der lyser spisebordet op. De er åbenbart også en del af udstillingen. Lamperne er lavet af tallerkener. De ligner en lidt mere jordnær version af den notoriske PH-lampe.

Kunstværker lavet af hjemmets mest basale genstande.

Tallerken-lamperne er et eksempel på et gennemgående tema i udstillingen: Kunstværker lavet af hjemmets mest basale genstande. Det er et spil mellem på den ene side det enestående og iøjnefaldende og på den anden side det, der er så almindeligt, at det næsten er usynligt. Anne Tophøj samler trådene i betegnelsen «hjemlig kreativitet».

Anne Fabricius Møller, Koge- og kulørt, skåne-, fin- og klatvask. Foto: Benita Marcussen.

Anne Fabricius Møller, Koge- og kulørt, skåne-, fin- og klatvask. Foto: Benita Marcussen.

Ude på altanen står et tørrestativ med små klæder i mange forskellige stoffer og farver. Bukker man sig ned og tager fat i klæderne, kan man se, at der er trykt på dem. Trykkene forestiller forskellige rum: En stue, et badeværelse, en altan. – Vask er noget af det mest tekstile der findes, og det er noget af det mest hjemlige, der findes. Alle vasker, siger kunstneren, stoftrykker Anne Fabricius Møller.

Det allermest hjemlige er det daglige, rutinemæssige. Det gang på gang gentagne. Tallerkenerne, der tages frem af det samme skab hver aften. Viskestykkerne, der bliver sat til vask hver søndag. Hænderne, der lægger klæderne i maskinen og trykker på knapperne, mens hjernen funderer over noget andet, og øjnene knapt registrerer vaskerummet.

– Man har et værkbegreb, hvor man tænker «uhh! Dét her er værket ...», kommenterer smykkedesigner Katrine Borup. – Men altså, stiller du det på et rødt podie i stedet for et hvidt, så får du måske nogle helt anderledes associationer.

Katrine Borup, HoMa. Foto: Benita Marcussen.

Katrine Borup, HoMa. Foto: Benita Marcussen.

Borups bidrag til udstillingen er seks hvide rør i forskellige størrelser på et bord nede i entréen. De er lavet af hvide perleplade-perler. Ved siden hænger en seddel med en opfordring til at tage et af rørene med sig, placere det et andet sted i lejligheden og dokumentere med et foto. Der hænger også et par eksempler. Én har brugt et af rørene som toiletrulle. En anden som armbånd.

Hjemmet er blevet til et eksperimentarium for kunstnerne, ligesom et hjem altid er et eksperimentarium for beboernes forskning i sig selv og hinanden.

Her i lejligheden rækker kontekstualiserings-mulighederne langt længere end røde og hvide podier. Her er spejle bygget ind i trapperne, kopper hængt i snore på køkkenvæggen, og ved spisebordet står en stenbænk, som jeg havde sat mig på, længe før jeg registrerede den som en udstillingsgenstand. Hjemmet er blevet til et eksperimentarium for kunstnerne, ligesom et hjem altid er et eksperimentarium for beboernes forskning i sig selv og hinanden.

En hjemlig udstillingsmontre. Foto: Benita Marcussen.

En hjemlig udstillingsmontre. Foto: Benita Marcussen.

Anne Fabricius Møller har endda værker på udstilling inde i vaskemaskinen, viser det sig. Selvom jeg var klar over, at udstillingsgenstande her stod skulder ved skulder med hjemmets indbo, havde min fantasi ikke rakt til at overveje vaskemaskinen som udstillingssted. Der har alligevel boet en idé i mig om kunst som noget, der vil fremhæves, og som deri står i modsætning til hjemlighed.

– Når folk først har stået og kigget, og man så peger de her lamper ud, så spidser folk øjnene og kigger pludselig helt anderledes på dem, forklarer Morten.

Det øjeblik, Morten beskriver, hvor folk «spidser øjnene og kigger anderledes», er det øjeblik, hvor vores bevidsthed dukker op med al vores forhåndsviden og selvforståelse og bevidste tanker om, hvad vi vil have ud af mødet med et kunstværk.

Det er det helt særlige ved denne kontekst: at mange af værkerne nærmest er gemt. Det øjeblik, Morten beskriver, hvor folk «spidser øjnene og kigger anderledes», er det øjeblik, hvor vores bevidsthed dukker op med al vores forhåndsviden og selvforståelse og bevidste tanker om, hvad vi vil have ud af mødet med et kunstværk. På en normal udstilling indtræder det, før man overhovedet ser værket. Her i hjemmet findes der derimod et øjeblik, hvor man måske kan se værket uden filter, næsten som når man lige er vågnet af en drøm.
 

At være kunstelsker på et galleri kan ligne at være ornitolog i en fuglebutik. Fuglene er sat i bur, så man kan se dem tæt på og kan se mange arter på kort tid. Men der mangler det, ornitologen i virkeligheden elsker ved fugle: at de er frit flyvende over klippe eller strand og kun kan ses i glimt og kun af den, som holder øjnene åbne.

I det øjeblik, hvor et kunstværk betyder noget for os, er det altid i en kontekst. I det øjeblik spiller det en rolle inde i vores hoved, over for andre væsener, andre objekter, minder, følelser eller idéer.

Her i Lavendelstræde befinder vi os et sted, hvor værkernes kontekst er så rig på indtryk, at grænsen mellem værk og «baggrund» sløres.

Hvad er forskellen på lampen over bordet og trappetrinnene bag det? Ingen, udover at lampen er mere betydningsmættet. Den er lavet så man kan opbevare sine små mærkeligheder i den. Også fordi der kun er én af lige den lampe, ligesom der kun er én af lige netop dig. Lampen forstår dig, og du vil gerne betro dig til nogen, der forstår dig. Lampen ved netop, hvordan det er, både at være én af mange (den en lampe, du et menneske) og en del af en kultur (den en bordlampe med familie i en bestemt designkultur, du fx en del af et nordisk kunstmiljø), men også at være enestående og dermed altid alene, umulig at relatere fuldstændigt til.

Kunstværk på en baggrund af kunstværker. Lampe af Anne Tophøj. Foto: Benita Marcussen.

Kunstværk på en baggrund af kunstværker. Lampe af Anne Tophøj. Foto: Benita Marcussen.

Ingen af os kan helt begribes af et andet menneske. Derfor laver vi usynlige og synlige venner i form af sange, digte, huse, lyde, personer i historier og genstande som kaffekopper og stole og krukker.

I udstillingen Hjemlighed, kan man se et hjem lavet om til et eksperimentarium. Man kan se værker, der reagerer vidt forskelligt på en uregerlig kontekst. Men måske vigtigere endnu kan man også se værkerne slå igen og forme konteksten:

– Det der rum med de store krukker, beretter Morten. – Det har vi aldrig brugt tidligere, udover til at have tøj liggende og sådan noget. Lige pludselig har man lyst til at ligge på den sofa, og igen tænker jeg: Jeg kunne faktisk godt være én, der havde noget, der mindede om en vinterhave, eller et rum, hvor jeg bare skal sidde og slappe af eller læse en bog. Så både Johan og jeg har ligget inde på den sofa, og det gør vi normalt aldrig. 

Måske efterlader værkerne noget af deres energi hos Johan og Morten, når værkerne er båret ud igen.