Et parallelunivers mellem kunst og liv
Tittel: Jeg er mine billeder – mine billeder er meg
Kunstne: Ursula Reuter Christiansen
Sted: Kristiansand Kunsthall
Utstillingen er produsert av Kristiansand Kunsthall og Oslo Kunstforening
Tid: 23. oktober – 30. desember 2021
Hvor går grænsen mellem kunst og liv? I litteraturens verden har den diskussion været et centralt omdrejningspunkt i de seneste 20 års autofiktion, men det er som om distinktionen ikke har haft den samme plads i billedkunsten fra denne periode. Måske fordi det allerede i de første avantgarder blev etableret, at kunstnerens liv er intrikat flettet sammen med hendes værker. Hos Ursula Reuter Christiansen er der i hvert fald ingen tvivl: «Jeg er mine billeder – mine billeder er meg» står der sort på hvidt ved indgangen til den retrospektive udstilling på Kristiansand Kunsthall. På en måde er udstillingstitlen vældig styrende for den efterfølgende oplevelse, fordi man automatisk tolker værkerne i relation til Christiansens eget liv.
Hvordan har hun oplevet det at være kvinde, kunstner, mor, hustru og politisk engageret? Hvordan har det været at rumme al den vrede, sorg, passion og angst, som malerierne og skulpturerne udtrykker? Som beskuer overvejer man også, hvor de fikspunkter befinder sig, som kan skabe en kobling fra de yderst private motiver og ud til omverdenen. Udstillingen kommer nogle af disse spørgsmål i møde, da rummene er tematisk opdelt i de arketyper – mor, kvinde, heks – som Christiansen arbejder med.
Det første rum er helt åbenbart dedikeret til moderrollen. Rummet består af melankolske og nostalgiske portrætter af Christiansens egne børn og af scener fra moderskab og familieliv. Efter at Christiansen havde studeret på kunstakademiet i Düsseldorf sidst på 1960-tallet under den indflydelsesrige Joseph Beuys, blev hun forelsket i den danske komponist Henning Christiansen, og de flyttede til øen Møn i Danmark for at starte familie og skabe kunst sammen. Maleriernes stil afveksler drastisk, hvilket vidner om Christiansens alsidige virke: fra let impressionistiske over inderligt ekspressive til næsten satiriske skildringer af familien.
På trods af maleriernes dystre tone, er kunstneren ikke uden humor. Det tidlige værk Hyldemor fra 1977 forestiller en køkkenhylde med forskellige køkkenredskaber og et stort ur på væggen. På én af hylderne slænger sig en nøgen dame, som ville hun sige «Her er jeg – til tjeneste i køkkenet når som helst!» med feministisk ironi. I det hele taget bliver forestillingen om «mor i køkkenet» vendt om til et unheimlich parallelunivers hos Christiansen, hvor historien om et excentrisk kunstnerpar, der vil udleve deres kunstneriske ambitioner, samtidig med at de har små børn, ikke altid forløber harmonisk: I maleriet Kogte æg ligner køkkenbordet for eksempel en blodpøl, barnet skriger og moren ser på sceneriet med en skræmt grimasse. Paralleluniverset understreges af, at malerierne af køkkeninteriør spejler sig i faktisk interiør fra Christiansens hjem i Danmark. Klinker, som Christiansen har malet på, er blevet transporteret direkte fra hjemmets køkken til udstillingen. Det er tydeligt at læremesteren Beuys’ udtryk «Everyone is an artist» har indprentet sig hos Christiansen: billederne skal ikke skabes til andre, men i feminismens ånd skabes for, og af, kunstnerens egen hverdagslige livsverden.
Efter en samling historiske billeder, som blandt andet kommenterer på Christiansens barndom i Tyskland efter krigen og Berlinmurens fald, med koblinger mellem broderi og abstrakt maleri, er det heksen, som står for tur. Fire nye malerier fra 2021 hænger på række på den ene væg. De har alle kulsort baggrund, hvorpå få hurtige og dynamiske strøg med neonfarver forestiller noget, der ligner hekseafbrændinger. Christiansens arbejde med heksefiguren er knyttet til feministiske pointer omkring magt og undertrykkelse af de kvinder, som i fortiden er blevet set på som forkerte, psykisk ustabile og hysteriske, eller bare ude af stand til at leve op til de roller for mor og hustru, som samfundet havde. Hun har formodentlig inspireret mange yngre samtidskunstnere i Norden, som lige nu arbejder med samme tematik. I et andet hjørne af rummet står en vaskebalje, og på en tørresnor hænger hvide lærreder som kontrast til de sorte malerier. Christiansen har optegnet abstrakte figurer på lærrederne, som minder mig svagt om Yves Kleins «live nudes» af kvindekroppe. Men her er Kleins blå skiftet ud med rød og hængt op i en kontekst omkring kvindens hjemmegående omsorgsarbejde.
Udover feministiske tendenser omkring moderrollen og heksen, så taler den nyfundne interesse for maleriet i samtidskunsten også godt sammen med Christiansens ekspressive og sanselige maleteknik, som virker vældig kontemporær. Det kommer bedst til udtryk i kunsthallens største rum, som er en tour de force i kunstnerens følelser, drømme og (rejse)oplevelser. Her får Christiansens kunstnerskab virkelig lov til at folde sig ud, og hendes stil bliver understreget af kurateringen: Store rammeløse lærreder hænger side om side fra loftet, og skulpturer spreder sig ud på gulvet på en ret overvældende måde. Men det fungerer godt, fordi Christiansens fortættede motiver og heftige malerstrøg ligesom ånder bedre i kaos. Lærrederne fra serien La Chambre (1998) er fyldt med dystre og ængstelige scener, hvor den blødrøde farve går igen: figurer kaster blod op, ser med røde øjne alvorligt ud på beskueren eller er omgivet af gigantiske valmuer. Her er der ikke noget håb at spore, og ironien fra de feministiske moder-malerier er heller ikke til stede. Ved siden af står en række maskelignende skulpturer i stærke farver, som mimer klaustrofobien i malerierne, og hele denne gru trækker nærmest energien ud af beskueren – man leder efter en lille sprække, der kan lede ud af depressionen.
Et andet trendy motivisk aspekt hos Christiansen er hendes leg med koblinger af mennesker og dyr i løjerlige kombinationer. Hos hende er dette greb ikke så knyttet til miljø og klima, som til ønsket om at bebo og forestille sig «det kvindelige» på nye måder. Dette ser vi for eksempel i værket No more Services fra 2005, hvor en lyseblå alien-agtig kvinde med vædderhorn slænger sig på en lilla divan. Som en omvendt Hyldemor synes værket at sige fra overfor det uendelige kvindelige husarbejde, som tages for givet af samfundet. Foran maleriet står en samling af skulpturværker i keramik, der også leger med det barokke og bastardiske – ja, det grundlæggende andet (og samlingen hedder da også bare Unkown installation of 19 ceramic figures).
Keramikværkerne står på plader af asfalt, som skaber en friktion mellem den flade, kvadratiske cement og de forvredne skulpturer. Ligesom i Christiansens malerier, har hendes keramikskulpturer en legende og uskolet energi, hvor grove former og tykke lag af maling sammen skaber udtrykket. De uhyggelige og forarmede figurer går igen, i form af far, mor og barn, med forstørrede fallos’er, store spøgelsesøjne, gigantiske ører eller halve englevinger – skikkelser man kunne møde i et mareridt. I den anden ende af rummet står et rødt alter med tre store keramiske vaser, organiske og ligesom klumpede i udtrykket. Scenen mimer en kirkelig nadver eller et offerrum, og værkets lydinstallation indhyller rummet i en drømmeagtig stemning.
Kunstneren har da også selv nævnt, at mange af hendes motiver bliver skabt gennem det, hun drømmer om natten. Så forestillingen om det underbevidste parallelunivers er måske en god måde at forstå «Jeg er mine billeder – mine billeder er meg» på. Ikke som en autofiktiv gennemgang af Christiansens værker fra de seneste 50 år. Men nærmere som en undersøgelse af de identiteter og arketyper, der har skabt kunstnerens selvforståelse på godt og ondt; både gennem oplevelser og drømme, såvel som gennem en genfortolkning af historiens, samfundets og familiens forventninger til, hvad hun burde være og gøre. På sin vis er værkerne terapeutiske og voldsomt private, men de kan også virke som et spejl sat op mod beskueren, en opfordring til at reflektere over de mange fragmenterede billeder og visioner, der sammen udgør vores individuelle identitet og selvforståelse.
Joachim Aagaard Friis
Utstillingen vises i Oslo Kunstforening fra 29. januar til 27. mars 2022.
