Anmeldelse av utstillingen Kiyoshi Yamamoto: You Are What You Is, MUNCH, 4. april – 3. august 2025

Kiyoshi Yamamoto, Unweaving the Rainbow (2025) i utstillingen You Are What You Is på MUNCH.

Silkeblød systemkritik

I You Are What You Is ligger det queer ikke blot i tekstilværker, der kan ligne et pride-flag – det trænger dybt ned i udstillingens væv.

Publisert Sist oppdatert

Jeg er knapt nok kommet hele vejen op på 10. sal i Munchmuseet, før Kiyoshi Yamamotos udstilling You Are What You Is åbner sig for toppen af trappen i form af et kæmpe maleri på silke i blå, røde og gule toner – skulpturelt draperet fra loftet. 

Kiyoshi Yamamoto, Conversa Fiada (2024).

En fladskærm uden for udstillingsrummet afspiller en video i slowmotion. Videoen viser otte personer, børn og voksne, klædt i farverige kåber, som smelter sammen med et farvestærkt bagtæppe af silke. Den direkte øjenkontakt de alle holder tilfører videoen et stoisk udtryk. Der er noget ceremonielt over deres opstilling. Jeg undrer mig over, om de skal forestille at være håndarbejdere på projektet, eller om de optræder i en fiktiv virkelighed. 

Indgangen til udstillingsrummet skaber dramatik: En sort væg markerer overgangen til rummet, og man kan bevæge sig både til højre og venstre, ligesom på en teaterscene. Væggen er dækket af farvede satinbånd knyttet fast i et net, og en vindmaskine sætter dem i bevægelse. På båndene, som minder om festivalarmbånd, er der printet forskellige tekster som minder om slagord – på nogle er udstillingens titel “YOU ARE WHAT YOU IS”, og på andre er det sætninger som “YAMAMOTO / BEHAVE THIS IS NOT A RAVE”.

Kiyoshi Yamamoto, Fitas do bonfim (2025)

Jeg går mod højre, og passerer under en skov af tynde, håndfarvede silkebannere, som hænger fra loftet og svajer blødt. Min krop bliver aktiveret af lysten til at kigge op og undersøge. Der er højt til loftet, 15 meter vil jeg skyde på. Jeg får lyst til at strække mig og danse med de svajende bannere i pastelfarver til lyden af Hermeto Pascoal, den brasilianske komponist, hvis latin jazz strømmer ud fra installationen Unweaving the Rainbow (2025), som jeg er på vej ind i. 

Inde i rummet er der en stor halvkuppel, beklædt med blåt gulvtæppe, som kunne være noget fra et børne-tv-studie. Nogle af de besøgende har slængt sig på den, mens børn kravler eller løber op og ned ad den. Kuppelen bliver udsigtsposten, hvorfra man oplever installationen. Tre horisontale rækker med håndfarvede silketekstiler strækker sig fra gulv til loft bagerst i rummet. De er syet sammen i et patchwork af mange forskellige størrelser og farvevariationer, der glider langs motoriserede skinner i en elegant dans. Med sine asymmetriske kanter får tekstilerne et udtryk af skabertrang frem for perfektion. Det giver dem et håndlavet præg. Hvert enkelt stykke stof er aldrig større, end at et enkelt menneske kunne have stået med det og farvet det i en vask. 

Kiyoshi Yamamoto, Unweaving the Rainbow (2025)

Væggen bag disse dansende tekstiler er belyst i skiftende farver, som udbygger scenografien. Jeg lægger mig på den polstrede halvkuppel og følger med; hoppende blæsere og dramatisk percussion fra musikken bygger en historie op for mit indre, hvor de mange sammensyede stykker silkestof har hver deres karakter og motivation for at bevæge sig. Yamamoto får lyd, lys og taktile materialer til at tale sammen på en måde, hvor jeg ikke savner performere på scenen.

Når musikken stopper, bliver lysene slukket. De mange silkestoffer hænger pænt som ét stort scenetæppe, og der bliver stille. 

Indtil det begynder igen: Forsigtige rytmer og en perlende klarinet annoncerer begyndelsen på tekstilernes drilske dans. Lydsporet af Pascoal, som er 40 minutter langt, fungerer næsten som en helstøbt forestilling med en begyndelse, midte og slutning. Anden gang jeg lytter, bliver jeg for nysgerrig til at sidde artigt og observere, så jeg går ned mod scenen og følger den nederste række af silke i bevægelse i en fælles dans. Selvom min krop interagerer med værket, mærker jeg pludselig et savn efter at opleve flere kroppe i bevægelse på den store scene. 

Kiyoshi Yamamoto er queer kunstner, og jeg oplever, at dette strømmer dybere i You Are What You Is end blot at være tekstilværker, der kan ses som ét stort pride-flag: Satinbåndene med slagord minder mig om protestbannere, og de mangefarvede silketekstiler, som går igennem udstillingen, bliver for mig symboler på stolte kroppe, som leger, danser og eksisterer på deres egne præmisser. Hele udstillingen fremstår som en kompromisløs kærlighedserklæring til queer eksistens – som noget, der er oprindeligt, naturligt og evindeligt på samme tid. I det nuværende politiske klima er det håbefuldt som queer person at opleve kunst, der minder mig om, at jeg kan (og skal insistere på at) bevæge mig frit. 

Produkt av Kiyoshi Yamamoto til salg i museumsbutikken til MUNCH.

Da jeg er ved at forlade museet, bliver min opmærksomhed fanget. I gavebutikken sælges der japanske tekstiler til gaveindpakning og silketørklæder håndmalet af Yamamoto. Midt i farveeksplosionen får jeg øje på to håndtasker i 3D-printet plast, også en del af serien. De er miniaturemodeller af museet, ikke mere end 30 centimeter brede, med en chunky kæderem fastsat på toppen. Den ellers utilnærmelige mastodont af en bygning kan nu bæres som et stykke tilbehør, svunget rundt gennem byen på nogens skulder. Det minder mig om Vivienne Westwoods ladylike punk og vidner om kunstnerens integritet og normkritiske tilgang i mødet med en enorm kunstinstitution. Den implicitte ironi bliver en kommentar til institutionens indbyggede højtidelighed – leveret med et glimt i øjet. Jeg ville ikke have undværet den lille ekstra detalje, som understreger den silkebløde systemkritik i You Are What You Is. 

Kiyoshi Yamamoto, The Eye (2025).
Powered by Labrador CMS