Alt fra himmellegemer til jordiske kredsløb

En bred søjle opdeler udstillingsrummet i Kunstnerforbundets overetage, hvor Wisam Al-Samad viser sine værker. Her kan man vælge en udstillingstekst – enten på norsk, arabisk eller engelsk. Jeg noterer mig allerede her, at der er en sammenvævning af sproglige fortællinger på spil.

Udstillingen består af syv skulpturelle værker fordelt på vægge og gulv: to større værker, ét i hver side af rummet, samt fem væghængte relieffer. Jeg drages til venstre mod det ene af de større værker, The Road to Aurora (2025). På en aflang piedestal i knæhøjde står 20 keramiske relieffer i en bølgende, modulær komposition, hvor den ene form giver plads til den næste. Værket bevæger sig med hver skulptur igennem det, som mest ligner regnbuens farver, men som måske er et forsøg på at fremstille nordlysets farver. De er alle imprægneret med revner af hvid glasur, som skaber spil i overfladen. Som om noget enten vil boble op eller trænge ned. Skulpturerne føles som relieffer, der kunne være en del af en arkitektur. Mine tanker føres til Ishtarporten, som er den nordlige byport til Babylon, bygget i 600 f.v.t, og i dag kan ses udstillet på Pergamonmuseet i Berlin. Her er reliefferne flygtet fra væggen for at danse sammen midt i rummet. Flere af skulpturerne virker som om de er makkerpar eller puslespilsbrikker. Jeg lægger mærke til den gyldne lustreglasur, som accentuerer de skrifttegn og symboler, der er ridset ind i overfladerne. Det tilfører noget ceremonielt til værket, og det bliver tydeligt for mig, at der er en rig kulturarv, som træder frem gennem kalligrafiske referencer i Al-Samads arbejde. Udstillingskataloget, som jeg tog med mig fra indgangen, informerer mig om, at skulpturene i dette værk bærer hver sit arabiske skrifttegn, som er synonymer for kærlighed.

I det tilstødende rum finder man det andet større værk. Snowflake (2026) består af 27 heksagonale relieffer, som danner et bikubemønster. Skulpturerne er forbundne med hinanden, men når jeg træder tæt på hver enkelt af dem, er de detaljerige og indeholder hver deres unikke mikrokosmos. Værket er lyst og fyldigt, og det negative rum mellem reliefferne gør, at jeg tydeligt forestiller mig de former, der ikke vises. Der er en tydelig linje mellem dette værk og det førnævnte, The Road to Aurora. I begge værker fornemmer jeg, at Al-Samad har været optaget af en undersøgelse af fællesskab, hvilket særligt kommer til udtryk i den gennemgående puslespilstruktur. 

På væggene omkring de to store værker ses fem relieffer, alle fra 2026. De er stærkt relaterede i formsproget, som er fragmenteret, men systematisk forenet. Ét af værkerne, Lavender Light (2026), består af fem plader i lilla og grønligt glaseret lertøj – både mat og blankt. Overfladen er livlig af tekstur, ridser og imprægneringer. Revnerne fyldt med hvid glasur går igen i dette værk og dermed falder titlen på plads for mig. Frozen Lights er den nordiske natur: frost og sne, lyn på himlen eller lys, der vil bryde igennem mørke. Når jeg går tæt på og kniber øjnene sammen, kan jeg næsten fornemme den hvide glasur som et organisk net. Men når jeg kigger rundt på alle værkerne, som har dette fælles glaserede lynnedbrud, oplever jeg dem alligevel som lidt banale afbildninger af frosne landskaber, og jeg mærker mig selv lede efter mere end bare konceptet om storslået natur. 

Tre af de øvrige relieffer, Light Under the Ice (2026), Embers of Snow (2026) og Turquoise Light (2026), ligger så tæt på det førnævnte i formsprog, at jeg oplever dem som et firedelt værk af variationer over samme form. Formerne på det glaserede lertøj bærer stærke kalligrafiske konnotationer, mens farverne og behandlingen af overfladerne udtrykker naturens insisterende urkræfter. Det sidste væghængte værk, Four Season Journey, som netop er blevet solgt til Nasjonalmuseet blot en time før mit besøg, adskiller sig. En cirkulær plade er delt i fire, med fire farvetemaer og geometriske strukturer, der leger med dimensionerne. Et anslag til uro kryber ind i form af, at én af de fire plader har forskudt sig fra de andre og svæver væk fra sin formation. 

Med titlen på udstillingen, samt de tematikker, der tages op i titlerne på værkerne –kærlighed, lys, mørke og sæsonernes cyklus – får jeg indtryk af, at Al-Samad ønsker at fremme et bredt budskab, som ingen kan erklære sig stødt af. Det fungerer godt som et forenende projekt, hvor der åbnes for samtaler om fællesskaber, der eksisterer parallelt på tværs af kultur og historie. Alligevel savner jeg en mere personlig og specifik intention. Når jeg reflekterer over Al-Samads arbejde med negative rum og forskydning i sammenhæng med den kalligrafiske afbildning af arabiske skrifttegn, synes jeg,at det rummer et komplekst og spændende potentiale. Men spændingen er svær at fastholde, når værkerne favner så bredt, at alt fra himmellegemer til jordiske kredsløb skal rummes i de keramiske former.