Betingelser for beundring

En skulptur af klare lilla sten hænger som et tæppe i en stålbjælke fra loftet, tæt ved vinduet, og drager mit blik ind i Vindussalen på 1. etagen i Kunstnerforbundet. Den centrale installation i udstillingen af Olaf Tønnesland Hodne udgøres af tre skulpturelle elementer. To store granitsten på gulvet, udhulet til at imitere “jættegryder” – naturfænomenet hvor vand eroderer et grydelignende hulrum i en klippe – agerer som piedestaler for en samling af mindre skulpturer i farverige sten. Den hængende skulptur Ametystvindu er positioneret overfor dem som et ud- eller indsyn til Hodnes univers.

Det diagonalt vinklede Ametystvindu udgøres af 170 laboratoriefremstillede ametyster, i kvadrater af omtrent 15x15 cm. Materialet er forarbejdet, så overfladerne er glatte og jævne, men siderne er grove og fyldt med små partikler, fanget i krystalliseringsprocessen. Det minder om myg, fanget i rav. 

Bagsiden af skulpturen, som er vendt mod gaden, viser ametysterne holdt sammen af antracitgrå jernkæder. To spotlys i vindueskarmen træffer metallet, og understreger denne side af installationen. Udstillingsteksten beskriver lyset, der trænger gennem materialet, som selve smykket, men tværtimod oplever jeg, at lyset blokeres af skulpturen, og kaster en lang skygge ind over den resterende installation. Jeg får associationer til en middelalderlig faldport eller en “fantasy”-scenografi, hvilket trodser mine forventninger til en udstilling, som beskæftiger sig med smykket som tematik.

Når smykkesten bliver fremvist i overflod, som byggeblokke i en port, og ikke i sparsomhed på en fingerring, opstår der en interessant forskydning af værdi. I 1948 lancerede diamantfabrikanten De Beers “A Diamond is Forever”-kampagnen, som solgte til den nyligt likvide middelklasse i Vesten, at udgangspunktet for en forlovelse er en ring med en sten, som har kostet minimum to måneders løn. Som kvinde i min samtid er jeg beklageligt nok et produkt af den diskurs, som stadig får mig til at sidestille skønhed med kapitalværdi, når jeg betragter en ædelsten. Hodne arbeider imidlertid med ametyster og andre smykkesten – ikke diamanter. Og derudover laboratoriefremstillede ametyster. Hodnes bearbejdning af materialet forfiner det ikke. Snarere sker der en opskalering, som giver en egen krop til disse sten. I dette værk synes derfor ikke ametysten at repræsentere det anakronistiske begær efter eksklusive statussymboler. Det skaber en interessant spænding, set i konteksten af det værdisæt, der gennemsyrer vores samfund.

På to af væggene hænger de minimalistiske og lidt ensomme værker Ametystøye (2026) og Kvartsøye (2026), og betragter udstillingen fra hver sin vinkel. De er begge placeret på wires, der stikker ud af væggen og griber fat om hver sin sten, som en fatning på et smykke. Stenene er omtrent lige så store som en håndflade, så det virker både poetisk og absurd, at de bliver kaldt brocher i værkbeskrivelsen. Kvartsøye er mørkegrøn, næsten sort i sin lettere matte overflade, og fremstår som overdimensioneret havglas. Et dystert smykke. Det ligner ingenting, hvilket gør, at jeg kan forestille mig alting. 

I de store stens hulrum er der placeret små skulpturer i forskellige stenarter med stålwires fastsat på sig. Værkbeskrivelsen lader mig vide, at de alle er brocher. Jeg oplever disse brochers glatte skulpturelle sprog som ultra-forarbejdet og fjernet fra stenenes naturlige kvaliteter. De farverige mineraler tager form af 36 ganske maskuline projektioner af menneskekroppen med utvetydige titler som Røykkvartspikk.  

På gulvet står de store granitblokke med udhulninger ovenpå. Det får mig til at spørge, hvorfor Hodne har valgt en udstillingstitel, som besvarer sig selv på den måde, som Jettegryte gør? Flere af udstillingens objekter viser til det antropocæne, så det føles begrænsende, at udstillingen bliver opsummeret under fanen af et naturfænomen. Mennesket har unægteligt altid fået øje på sig selv i naturen, og etymologien bag jættegryderne går vel ud på, at vi pålægger naturen antropomorfe processer, så vi kan føle os forbundet med den. Men i en diskurs, hvor Donna Haraway er så bredt læst, at man ikke kan deltage i en samtale om kunst uden at høre om “interspecies kinship", så ville jeg gerne se denne tilsyneladende mission om at lade stenen løsrive sig fra smykkebæreren udforsket yderligere. Hodnes værker går ind i menneskekroppen for at gøre sig fri fra en vurdering af rå kapitalværdi, som smykket traditionelt er udsat for. Udstillingen opleves som en interessant kommentar på, hvordan krop og kapital er blevet de to centrale referencer for skønhed i det senkapitalistiske samfund.