En dansende og legende kritik

Kunstner: Kiyoshi Yamamoto

Tittel: My Hair Loves BAD Weather

Sted: Trøndelag senter for samtidskunst, Trondheim

Tid: 30. april – 13. juni 2021

Sjælendt har jeg set så imponerende en brug af lokalerne på Trøndelag senter for samtidskunst. Et gulvlangt silketæppe hænger fra anden sal og stråler i glitrende orange, pink, violette og dybrøde farver. Do not eat the yellow snow lyder titlen og varsler ironi og intertekstuelle referencer, her til Frank Zappa. Batik-lignende mønstre spreder sig på stoffet og opløser grænserne mellem farverne, men samtidig bryder horisontale silkestykker helhedsbilledet, som når en smal turkis plet drillesygt placerer sig i det gule felt. Tæppet er skabt af et luksuriøst materiale, brasiliansk silke, som har en særlig betydning for udstillingens kunstner Kiyoshi Yamamoto, der er opvokset i Brasilien og har japanske forældre. Silkelarven og silkespindingsteknikken blev ført til Brasilien af japanske tilflyttere for over 100 år siden, og dermed indleder det storslåede tæppe også den samtale om migration, kolonialvarer og identitet, som resten af udstillingen har et forfriskende legende take på.

Udstillingen er udformet som en mellemting mellem et eksperimenterende club-koncept og en tværdisciplinær udstilling, hvor kunsthåndværk, installation, skulptur, videokunst og performance fletter sig ind i hinanden. Yamamoto har med det gigantiske silketæppe inddelt galleriet i to tydeligt adskilte rum. Det første domineres af Do not eat the yellow snow, samt Do you really want to hurt me?, et andet vægtæppe i viskose og trevira produceret med en digital Jacquard-væv. Dette tæppe er holdt i uanselige mørkegrønne og blå nuancer som en grov kontrast til de bløde silkefarver ved siden af. Rummets sidemøbel er også et værk af Yamamoto (Te uso e sumo), og den silkebetrukne blå og lilla bænk indgår i et taktilt spil med tæpperne på væggene; jeg kan sidde på bænken og mærke silkestoffet mod hænderne, samtidig med at jeg ser det brede sig ud overfor mig. I det hele taget er det første rum præget af konceptuel ro og blød, materiel sensibilitet. Rummet efterlader en masse tom plads, og det synes som skabt til at sætte en dj-pult op og starte et dansegulv. Dette er også planen, da Yamamoto har kurateret det queer klub-koncept Karmaklubb til at afholde events under udstillingens sidste weekend.

Generelt udfordrer Yamamoto det traditionelle forhold mellem kunstner og institution ved selv at agere kurator i sin egen udstilling. Ud over at have inkluderet Karmaklubb, har han involveret tre andre kunstnere med rødder i Brasilien men praksis i Norge; Deise Nunes, Fernanda Branco og Luanda Carneiro Jacoel. Dermed giver han plads til nogle kunstnere som aldrig før har udstillet i Norge, og samtidig arbejder han sig væk fra den individualiserede kunstudstilling, som fokuserer på den enkelte kunstner, frem mod at skabe et forskelligartet rum, hvor kunstnernes stemmer og praksisser smelter sammen.

Det er den overgang man oplever, når det store tæppe trækkes fra, og man går ind i anden halvdel af udstillingen. Fra det minimalistiske, højloftede, og ordnede rum, med værker kun af Yamamoto, træder man ind i et lavloftet rum som er forholdsvist mørkelagt af silketæppet. Herinde eksisterer en legende og kaotisk tilgang til værker, medier og kunstnere. I princippet har Nunes, Branco og Jacoel hver deres hjørne i rummet, men grænserne er svagt trukket op, og i flere værker indgår de som samarbejdspartnere med Yamamoto.

Det sker for eksempel i installationsværket Tropical Gold and Hard Sand, som udgør det materielle centrum i rummet. På et bord står et væld af glasblæste fad og vaser i stærke farver, der mimer silketæppets kolorit. Installationen er nonchalant tilført Monstera-blade, hele ananas og strimler af brune hår-extensions. Værket åbner op for nogle komplekse og interessante spændinger mellem kunstværk og håndværk, det unikke og det vanlige. Hver vase og fad i de farvestrålende glasfarver kunne være blevet udstillet som et kunsthåndværk i egen ret, men her på bordet i deres overvældende antal og henslængte opstilling bliver de i højere grad til varer i en butik. Installationen leger med kolonialvarens æstetik, og objekterne viser til en eksotificering af det fremmede, det være sig ananas eller farverige genstande fra Syden. Der ligger også en iboende kritik af, at vi fortsat bruger ordet kolonialen, for eksempel på sitet kolonial.no, hvor man kan købe varer fra supermarkedet. De spor fra kolonitiden, som optræder i vores omtale og omgang med varer, påvirker vores forhold til dem.

Men Yamamoto og hans medkunstnere afviser ikke blot de stereotyper, som de er blevet tildelt, de skaber snarere en forfriskende leg med de koloniale klicheer, der er oppe til diskussion så mange steder i dag. Som der står i den tilhørende udstillingstekst, vil Yamamoto hellere invitere op til dans end til endnu en konference eller online diskussion om kolonialisme og racisme, og hans ønske synes at finde resonans i 2. del af udstillingen. Yamamotos statement står tydeligt overfor bordet med glashåndværk: NOT YOUR EXOTIC står malet på et bomuldslærred, og understreger den ambivalente tilgang til de racistiske stereotyper. For selvom banneret nægter at være vores exotic, viser udstillingen at Yamamoto og hans medkunstnerne alligevel bruger de eksotificerende klicheer og fortællinger på deres egne vilkår, hvilket er ekstremt kraftfuldt.

NOT YOUR EXOTIC-banneret skaber to hjørner i det lave udstillingsrum, hvor henholdsvis Branco og Jacoel har en installation. Jacoels videoværk Kalunga Entities undersøger de mange betydninger af ordet kalunga, som det bruges i Brasilien. Kalunga er et ord der hentyder til havet, men også til gravstedet hvor forfædrene hører hjemme. Det er altså et mange-facetteret ord, som henviser til overgangssteder og mellempositioner, der forbinder forskellige sfærer, som liv og død og kontinenter, med hinanden; steder for kommunikation og overgang mellem verdener. Videoen viser Jacoel i udendørs landskaber, hvor hun bevæger sig i dialog med forskellige materialer som jord, pels og sit eget hår. Jacoels univers er mere højtideligt udforskende, det refererer til den afro-diasporiske krops ontologi, sporene og arven kroppen bærer med sig overalt, som kommer fra forskelligartede historiske levn, og som er forbundet med den måde, vi viderefører fortællinger på gennem vores kroppe, vores kultur og vores måde at leve på. Jacoel havde også en performance i galleriet i starten af udstillingsperioden, og sporene fra performancen er fortsat synlige foran videoværket i form af blandt andet mørke hår-extensions, der er spredt ud over gulvet.

Brancos hjørne er tæt forbundet med Jacoels, her ligger også lange hårstrimler på gulvet, denne gang er de grågyldne. Sammen med hårstrimlerne, kaldet Gaia’s Hair som en hentydning til Moder Jord, ligger grene og bundter med hø. Hængt op i loftet er et linnedstykke, som er strakt ud i en hekselignende figur. Installationen inkluderer også videoværket Gaia’s Hair intruding thoughts, hvor der ligesom hos Jacoel foregår en nysgerrig undersøgelse af fremmedhed og materielle og non-verbale spor, som væves sammen med kroppen. Hos Branco er der imidlertid et forstærket aspekt af det antropocæne som gennemsyrer hendes praksis, både i videoværket og i resten af installationens elementer. Værket synes at undersøge de tætte relationer som eksisterer mellem kolonialiseringen af naturen og af folkeslag rundtom på kloden.

Rummets sidste fladskærm er dedikeret til et loop af forskellige videoværker fra Yamamoto og et enkelt af Nunes. Den film som gør størst indtryk på mig, er Yamamotos ... I'm tired of trying love (corridor), hvor han bruger udstillingens gigantiske scenetæppe på en alternativ måde. Han løber rundt i en institutionelt udseende bygning, og efter sig flagrer det lange tæppe i vinden. Filmen er i slowmotion og det smukke silketæppes materialitet lyser op i den grå og kedelige bygnings omgivelser, det kommer virkelig til sin ret gennem bølgebevægelserne, som Yamamotos løb skaber. Værket får mig til at tænke på, at et af udstillingens hovedpointer måske er den måde vi giver liv til de objekter, som omgiver os. Vi kan fetichere og eksotificere ting og mennesker, men vi kan også skabe nye relationer til dem, give dem nye bevægelser, omforme klicheer og drømme os til nye identiteter – og vi kan danse sammen mens vi gør det.

Joachim Friis